V i København indstiller ny spidskandidat til kommunalvalg

Skrevet af admin

22/06/2016

Dagens topnyheder

Bestyrelsen for Venstre i København har tirsdag aften enstemmigt peget på Cecilia Lonning-Skovgaard som spidskandidat til kommunalvalget i 2017.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Venstre i København.

To personer - børne- og ungeborgmester Pia Allerslev og Cecilia Lonning-Skovgaard - meldte sig inden deadline 10. juni som kandidat til at blive spidskandidat for Venstre i København.

Selv om bestyrelsen indstiller sidstnævnte, har Pia Allerslev meddelt, at hun fortsat vil opstille som spidskandidat.

Dermed bliver det medlemmerne af Venstre Københavns opgave at vælge, hvem af de to der skal være partiets spidskandidat. Det skal ske til et opstillingsmøde 20. september.

Bestyrelsen stod med to fantastisk stærke og yderst kompetente kandidater, men har vægtet Cecilia Lonning-Skovgaards mange-årige politiske arbejde i borgerrepræsentationen for Venstre, hendes store ledelses- og erhvervserfaring og politiske visioner, står der i pressemeddelelsen.

/ritzau/