V i nyt sundhedsudspil: Sidste chance for regionerne

Skrevet af admin

04/06/2015

Mest læste i dag

Hvis Venstre kommer til magten, har regionerne én sidste chance til at overbevise partiet om, at de magter at gøre det danske sundhedsvæsen endnu bedre.

Sådan lyder et af budskaberne i Venstres nye sundhedsudspil, der fremlægger syv konkrete mål, som skal opnås i løbet af den kommende valgperiode.

- Vi giver regionerne denne valgperiode til at levere de syv mål, som vi har fremlagt. Når man ikke de mål, så har vi paratheden til at organisere vores sundhedsvæsen på en anden måde, siger Lars Løkke Rasmussen på pressemødet.

- Jeg siger ikke, at regionerne skal lukkes, men det er vigtigt at lægge pres på dem. Og det står jo i kontrast til regeringen, som har fredet regionerne, siger Lars Løkke Rasmussen.

Ifølge Venstre skal ventetiden til diagnose og behandling blandt andet nedbringes. Kræftpatienterne skal behandles til tiden, og overbelægningen skal reduceres markant.

Venstres næstformand, Kristian Jensen, siger:

- Vi sætter patienterne først, og vi håber, at regionerne kan levere de her mål.

I udspillet påpeger Venstre blandt andet, at der er stor forskel på behandlingstiden rundt omkring de forskellige regioner i Danmark.

- Patienterne venter i gennemsnit 28 dage på en kunstig hofte i Region Syddanmark, men skal vente 82 dage i Region Nordjylland, skriver partiet i sit sundhedsudspil.

I alt vil Venstre bruge 16 milliarder kroner på sundhedsvæsnet i de kommende år. Det er én milliard mere end regeringen har afsat i deres udspil.

/ritzau/