V: Ikke idelogisk imod lettere genoptjening af dagpenge

Skrevet af admin

30/05/2015

Mest læste i dag

Venstre har ingen ideologiske kvababbelser i forhold til at se på genoptjeningskravet til dagpenge. Men et nyt dagpengesystem må ikke blive dyrere.

Det fastslår Venstres næstformand, Kristian Jensen, over for Ritzau.

Det gør han, efter at Dansk Folkeparti og SF lørdag har givet hinanden håndslag på, at partierne vil fremsætte krav om en halvering af genoptjeningen til dagpengene over for den person, der bliver statsminister efter valget.

Og bliver det venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, så er det altså ham, der skal tage sig af kravet fra Dansk Folkeparti.

- Det er ikke et ideologisk krav for os, at der skal være lige præcis de vilkår for genoptjening, som vi har nu, siger Kristian Jensen.

- Det, der er vores holdning, er, at vi skal have et rimeligt dagpengesystem, og som sikrer at vi har et ordentligt arbejdsudbud.

- Vi er klar til at gøre dagpengesystemet bedre, men det må ikke blive dyrere. Så hvis skal gennemføre det ønske, så er man nødt til at stramme op andre steder, siger Kristian Jensen.

Konkret er Venstre klar til at se på, om man fremover skal lade job af kortere varighed tælle med i genoptjeningsperioden.

I øjeblikket skal man have et års sammenhængende beskæftigelse, før man har genoptjent retten til to års dagpenge.

- Vi mener, at der er nogle problemer i forhold til genoptjening, særligt når det kommer til småjobs. Men vi mener, at dagpengesystemet grundlæggende er rigtigt, og så er der små områder, vi skal undersøge nærmere, siger Kristian Jensen.

/ritzau/