V indrømmer: Ny måling er et wake up call

Vi må ikke tro, at vi kan ride ind i kommunalvalget på ryggen af Lars Løkke Rasmussen.

Sådan lyder det fra Venstres folketingspolitiker Martin Geertsen på baggrund af en Gallupmåling i Berlingske, der viser, at Enhedslisten stormer frem i landets største byer.

- Traditionelt set har de store byer altid været røde, men med en så massiv fremgang ikke bare til socialdemokrater og SF'ere, men også til Enhedslisten, bliver vi nødt til at udfordre dem også på det lokale plan, siger han til Ritzau.

Det, der især skal udfordres, er ifølge Martin Geertsen trafikpolitikken, den økonomiske politik og alle de politikområder, der berører dem, som hver dag står op og prøver at passe deres arbejde - og for eksempel har brug for en bil.

Ifølge Gallupmålingen vil mere end hver fjerde københavnske stemme gå til Enhedslisten, og i både Aarhus og Odense står Enhedslisten til en tredobling af stemmer, så de får 14 procent. Socialdemokratiet ser også ud til at holde fast i deres store stemmeandel.

- Det her er et wake-up call til alle borgerlige partier, deres politikere og deres tillidsfolk om, at vi ikke et eneste sekund, inden valglokalerne er lukket den 19. november, kan læne os tilbage og tro, at vi kan ride ind på ryggen af Lars Løkke Rasmussens succes på landsplan.

- Det handler om også at udfordre på det nære plan. Man kan godt kalde det en skræmmekampagne - det er det sådan set, for efter min opfattelse er det skræmmende for befolkningen i de store byer, hvis Enhedslisten får så meget magt, siger Martin Geertsen.

Han mener, Venstre må vende blikket indad og se på, hvor der kan strammes op, for der er helt sikkert noget at stramme op på.

På den borgerlige fløj står Venstre dog ifølge Gallupmålingen til en pæn fremgang i landets fire største byer, mens både Dansk Folkeparti og især Konservative går tilbage.

/ritzau/

 

Dagens Gossip