V: Ingen ambition om fælles økonomisk plan med DF

Venstre har ingen ambition om at lave en fælles økonomisk plan med Dansk Folkeparti, sådan som partiformand Kristian Thulesen Dahl onsdag taler for i Børsen.

Det understreger Venstres næstformand, Kristian Jensen.

- Vi har ikke en ambition om at lave en fælles økonomisk plan på nuværende tidspunkt. Vi har ambition om at gå til valg på vores politik, men jeg tror på, at vi kan lave et samarbejde efter et valg, siger Kristian Jensen.

I weekenden kaldte Kristian Jensen til samling i blå blok og meldte sig klar til at sætte sig for bordenden for at finde områder, hvor oppositionen kan blive enige med hinanden og finde fælles fodslag i kampen for at sætte SR-regeringen fra bestillingen ved næste valg.

Meldingen kom efter længere tids åbne skærmydsler og mundhuggeri i blå blok.

Især på det økonomiske område er uenigheden til at få øje på. Venstre og Konservative ønsker nulvækst i det offentlige, Liberal Alliance vil skære ned for det offentlige forbrug, mens Dansk Folkeparti ønsker en vækst, som kun Enhedslisten kan bide skeer med.

Liberal Alliance bakker op om en fælles økonomisk plan i blå blok, men påpeger, at det ikke bliver uden udfordringer.

- Det er uomtvisteligt økonomien, der skiller os ad. DF mener, at man kan være et borgerligt parti og ønske vækst i den offentlige sektor. Der er vi i LA af en anden opfattelse, siger partiformand Anders Samuelsen til Ritzau.

Venstres Kristian Jensen mener heller ikke, at samarbejdet er lige til.

- Hvis man ser det, som Kristian Thulesen Dahl siger omkring, at han mener, at der kan laves en fælles borgerlig økonomisk plan, så kan vi jo selvfølgelig godt arbejde sammen. Men når det bliver som del af en regering: Det er jeg ikke sikker på, siger han.

Spørgsmål: Han tror, at I kan blive enige om økonomien, men det er du ikke sikker på?

- Jeg tror godt, at vi kan blive enige om noget, men vi har jo forskellige udgangspunkter. De partier, der skal stå bag en ny borgerlig regering, skal jo finde hinanden, og det synes jeg egentlig også, at Thulesen Dahl også lægger op til, siger Venstres næstformand og fortsætter:

- Der er så forskel på, om man skal finde hinanden som regering eller som parlamentarisk grundlag for en regering.

Spørgsmål: Ser du Dansk Folkeparti som et regeringsparti?

- Det er alt for tidligt at snakke om. Jeg noterer mig, at Kristian Thulesen Dahl selv siger, at Dansk Folkeparti i øjeblikket ikke ønsker at være regeringsparti.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV