V: Ingen hurtige job ved lavere selskabsskat

Det er en fin idé at sænke selskabsskatten, men det kommer ikke til at skabe flere stillinger på kort sigt.

Sådan lyder det fra Venstres finansordfører Peter Christensen, efter at TV 2 søndag erfarer, at regeringen vil sænke selskabsskatten med tre procentpoint fra 25 procent til 22 procent.

- Når man ser på blandt andet selskabsskatten, der skal sænkes, synes vi det er udmærket. Men det er ikke noget, der giver ekstra arbejdspladser nu og her. Og det er jo nu, vi har brug for, at der bliver gjort noget for de mange ledige, siger han.

Lempelsen af selskabsskatten vil ifølge TV 2's oplysninger optræde som en del af regeringens kommende konkurrenceevnepakke, men Peter Christensen mener, at pakken desuden bør indeholde tiltag, der kan sætte gang i jobeffekten nu og her.

- Vi forslår, at man for at få en jobeffekt allerede nu og her genindfører den boligjob-ordning som VK-regeringen havde, hvor man kunne få fradrag på håndværkerregninger og rengøring i hjemmet, fordi vi ved, det giver op til 5000 stillinger nu og her, siger han.

Hvor Venstre mener, at regeringens forslag til at sænke selskabsskatten er uambitiøst og mangler fokus på at skabe arbejdspladser nu og her, er Enhedslisten decideret "målløse" over Thorning og co.'s planer.

- Erhvervslivet har ikke brug for flere penge og det er spild, når man taler beskæftigelse, siger partiets finansordfører Frank Aaen.

- Vi har nogle forslag til, hvordan man skal skabe beskæftigelse, der ligger sig mere op ad det regeringen gik til valg på. Vi vil satse meget mere på investeringer for at arbejde os ud af krisen, fortsætter han.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV