V kræver kræft-kanon

Nu advarer Fødevarestyrelsen om at undgå riskiks og risdrik til børn på grund af et for højt indhold af uorganisk arsen, der er vurderet at være kræftfremkaldende ved et højt indtag.

På den baggrund sender Venstres medlem af Folketingets Sundhedsudvalg Martin Geertsen (V), endnu engang en venlig opfordring til Sundhedsstyrelsen om at overveje at lave en kræft-kanon, hvor man opstiller en målestok for kræft-risici.

»Dette konstante bombardement af advarsler medfører en kæmpe forvirring i befolkning. Er det værre at give sine børn riskiks end nutella om morgenen eller for den sags skyld drikke vand? Eller skulle vi måske hellere koncentrere kræfterne om passiv rygning? Vi ved det ikke, fordi alle advarsler fremstilles som lige vigtige. Derfor bør Sundhedsstyrelsen overveje at bringe lidt orden i kaos. Det er farligt at leve, men spørgsmålet er, om alting her i livet er lige farligt,« siger Martin Geertsen.

Han frygter, at forbrugerne drukner i de mange historier om kræft-risici i medierne.

»Vi bliver nødt til at rangordne faren ved vores måde at leve på, ellers ender vi jo med, at befolkningen ganske enkelt lukker øjne og ører for alle de advarsler, som dagligt fyger ud igennem medierne. Der er behov for, at Sundhedsstyrelsen laver en rettesnor for, om alting på kort og langt sigt er lige farligt. Kræft-risici er en ganske alvorlig ting, men det er sandelig også en alvorlig ting, hvis forskere får mulighed for at fremstille alt som lige farligt,« siger Martin Geertsen.

Dagens Gossip