V kræver minister-garanti i sag om medicinkort

»Jeg har nu bedt ministeren komme på banen i forhold til, om hun er enig i den kritik, der rejses. Hun må garantere, at sikkerheden er i top,« siger forebyggelsesordfører Jane Heitmann (V).

Ifølge Jyllands-Posten får op mod 200.000 ansatte i sundhedssektoren i de kommende måneder via Det Fælles Medicinkort adgang til dybt personlige oplysninger om borgernes medicinforbrug og sygdomme.

Forbrugerrådet og Etisk Råd mener, at personkredsen, der får adgang til borgernes helbredsoplysninger, er for bred, og cpr-nummeret er en alt for nem adgangsnøgle til de personfølsomme oplysninger. Det er blandt andet læger, sygeplejersker, og SOSU-assistenter, der får adgang til registret, og der har allerede været flere tilfælde af misbrug.

Ifølge Nationalt Sundheds-IT under Statens Serum Institut har man i de senere år politianmeldt en til fem sundhedspersoner årligt, som uretmæssigt har skaffet sig adgang til borgeres medicinoplysninger. Derudover kommer sager, som forurettede selv politianmelder.

Jane Heitmann ønsker ikke at forholde sig til, hvorvidt hun mener, medicinkortet er sikkert:

»Jeg har noteret mig, at der rejses kritik, og det er den, jeg handler på baggrund af. Det er for mig afgørende, at man som patient kan føle sig tryg ved det fælles medicinkort,« siger hun.

Dagens Gossip