V-medlem glæder sig over konstruktiv Lars Løkke

Skrevet af admin

26/05/2014

Dagens topnyheder

Lars Løkke Rasmussen viser sit ansvar som partileder for Venstre, efter at han søndag aften har fremrykket et hovedbestyrelsesmøde i partiet, som ellers var planlagt til at blive holdt i august.

Det mener hovedbestyrelsesmedlem og lokalformand for Venstre Lolland Benny Damgaard fra Rødby.

- Det er yderst konstruktivt, det Lars Løkke gør. Det må jeg ærligt indrømme. Det er dejligt, at der bliver lyttet til de kræfter i baglandet, som har efterspurgt det her, siger lokalformanden.

Partilederens fremrykning af mødet kommer efter to uger med overskrifter om tøjindkøb for 152.000 kroner, rygning på hotelværelser og en familierejse på partiets regning.

Benny Damgaard understreger, at han aldrig har været utilfreds med hverken partilederens eller Venstres politik, og at han gerne vil se dagsordenen for mødet, før han udtaler sig mere om sagen.

- Men det er yderst positivt, at hele hovedbestyrelsen nu kommer med, så alle får den samme orientering og kan danne sig en mening ud fra det, siger lokalformanden.

- Det er lidt svært, hvis der bliver holdt et møde i den ene og den anden kreds. Derfor er det rigtig godt for sammenholdet i Venstre, at vi nu alle får en orientering, tilføjer Benny Damgaard.

Meldingen om fremrykningen af hovedbestyrelsesmødet faldt på samme aften, hvor Venstre ved valget til Europaparlamentet gik tilbage med et enkelt mandat.

- De skriverier, der har været om min person de sidste 10 dage af valgkampen, har skygget og taget opmærksomheden fra Venstres politik, og det er nok hovedforklaringen på, at vi står der, hvor vi står i aften, sagde Lars Løkke Rasmussen til sine partifæller.

Benny Damgaard nævner, at "det er dejligt at se, at Venstres partileder påtog sig ansvaret på den måde, som han gjorde søndag aften".

- Det viser ansvarlighed fra hans side, mener lokalformanden.

/ritzau/