V: Mindre tandlægetilskud er løftebrud

»Det er endnu et klokkeklart løftebrud fra regeringen. Mere og ny brugerbetaling er totalt i strid med, hvad S-SF gik til valg på. I forbindelse med finansloven indførte de jo allerede øget brugerbetaling på tandområdet for over 700 millioner, og nu vil de så hente ekstra brugerbetaling for 400 millioner kroner på det her område,« siger hun.

Ifølge sundhedsminister Astrid Krag (SF) er det »meget lidt sundhed for pengene«, at danskere med raske tænder går til tandlægen flere gange om året.

Undersøgelser viser således, ifølge ministeren, at man kan nøjes med at gå til tandlægen en gang hvert andet år. Ifølge Sundhedsministeriets beregninger vil man kunne spare 400 millioner kroner over fire år ved at ændre tilskudsordningen for kontrolbesøg, så kun de, der har dårlige tænder eller tandsygdomme, fortsat tilbydes tilskud ved halvårlige kontrolbesøg. Hvis danskere med raske tænder vil til tandlægen oftere end hvert andet år, bliver det for egen regning.

Men det er ikke godt nok, lyder det fra Venstre.

»Ministeren bryster sig jo normalt af, at vi skal satse på den forebyggende indsats, og mig bekendt vælter danskerne ikke til tandlægen i forvejen, fordi de synes, det er morsomt og sjovt at være hos tandlægen. Det gør man jo, fordi man gerne vil forebygge at få huller i tænderne og andet,« siger Sophie Løhde.

Den nærmere aftale skal forhandles med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner i slutningen af foråret.

Dagens Gossip