V: Minister må forklare fejl i førtidspension

Skrevet af admin

09/12/2013

Mest læste i dag

Hvorfor har kommunerne kun oprettet 1506 såkaldte ressourceforløb til danskere under 40 år som alternativ til at sende dem på førtidspension? Der mangler godt 13.000 tilbud, inden førtidspensionsreformen træder i kraft fra nytår.

Det vil Venstres arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen have beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til at forklare partierne bag reformen.

- Førtidspensionsreformen bliver ikke rullet ud og implementeret (gennemført) som aftalt. Vi er simpelt hen nødt til at have ministeren til at redegøre for, hvorfor reformen ikke er gennemført, og ressourceforløbene ikke allerede er lavet, siger Hans Andersen.

Venstre står bag reformer af førtidspension og fleksjob samt kontanthjælp. Mette Frederiksen har ansvar for, at der kommer 14.600 planlagte ressourceforløb, påpeger han.

- Vi har den klare forventning, at hun evner at føre reformen ud i livet, siger Hans Andersen.

Jann Sjursen, som er formand for Rådet for socialt udsatte, advarer mod en giftig cocktail, fordi 12.000 danskere fra nytår også mister også penge, når kontanthjælpen modregnes i deres samboende partners løn.

Hans Andersen ser ikke et socialt problem.

- Jeg mener ikke, at kontanthjælpsreformen og den gensidige forsørgerpligt giver sociale problemer. Det giver ligestilling i forhold til ægtepar, siger han.

Derimod er Enhedslistens socialordfører Finn Sørensen bekymret.

- Det er en rigtig grim reform af kontanthjælpen - særligt når der ikke er de tilbud, man lovede i form af ressourceforløb, siger han til Ekstra Bladet.

Dansk Folkepartis Liselott Blixt er enig.

- Det kan ikke være rigtigt, at vi bare lader folk sejle deres egen sø. Vi taber nogle mennesker på gulvet, der aldrig kommer ud og bliver arbejdsmarkedsparate, siger hun.

/ritzau/