V: Nu kan dovne Robert ikke gemme sig

Det bliver langt sværere for arbejdsløse at gemme sig i kontanthjælpssystemet, efter at regeringen og de borgerlige partier er blevet enige om en kontanthjælpsreform.

Det siger Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs.

Dermed lægger politikerne på Christiansborg nu op til et opgør med "dovne Robert", der stod frem med sin historie om, at han som kontanthjælpsmodtager har afvist flere jobtilbud uden at miste sin kontanthjælp.

Aftalen betyder, at hvis en kontanthjælpsmodtager gentagne gange nægter at stå til rådighed for job eller uddannelse, så kan vedkommende miste op til tre måneders kontanthjælp.

- Det vil altså sætte foden ned over for Dovne Robert og hans ligesindede. Vi er nødt til at sende et meget kraftigt signal om, at vi ikke vil acceptere, at man på den måde malker samfundet for penge, bare fordi man ikke synes, at et job eller en uddannelse er spændende nok, siger Ulla Tørnæs.

Ifølge Ulla Tørnæs trækker aftalen i den rigtige retning, men det løser efter hendes mening ikke problemet med, at det for alt for mange ikke kan betale sig at arbejde.

For Venstre var det afgørende, at det lykkedes at overtale regeringen til at øge ambitionsniveauet på reformen, siger hun:

- Over de kommende år henter vi samlet næsten én milliard mere i kontanthjælpssystemet end regeringen lagde op til, og det betyder selvfølgelig, at vi nu har næsten én milliard mere at bruge på skattelettelser til glæde for erhvervslivet og danske arbejdspladser.

- Selvom vi gerne havde set en endnu mere ambitiøs reform, er vi tilfredse med, at vi fik trukket regeringen i den rigtige retning, siger Ulla Tørnæs.

/ritzau/

 

Dagens Gossip