V og DF efterlyser ungdomsdomstol i regeringsudspil

Skrevet af admin

22/04/2015

Mest læste i dag

Venstre og Dansk Folkeparti finder det ganske fint, at regeringen onsdag er kommet med et udspil, som skal sætte en stopper for ungdomskriminalitet, men de to store borgerlige partier savner begge en ungdomsdomstol for de 12-17-årige i udspillet.

Sådan lyder det samstemmigt fra retsordførerne Karsten Lauritzen (V) og Peter Skaarup (DF).

- Det er da en fin lille plan, der er fremlagt i dag. Men de små forslag, som regeringen foreslår, batter desværre ikke rigtigt. Regeringen vil blandt andet løse problemerne ved at give de kriminelle unge et fritidsjob.

- Men det prøver man jo for så vidt allerede med i dag nogle steder. Der er behov for noget afgørende nyt på området, hvis vi skal løse problemerne - og det skal vi, siger Karsten Lauritzen, mens Peter Skaarup siger:

- Det er, som så meget med denne regering, for lidt, for sent og for ufokuseret. Det er et meget lille udspil, som regeringen har fremlagt, så jeg mener ikke, at det vil rykke særligt meget.

- Unge skal vide, at der falder en sanktion, der kan mærkes, og dét vil holde ganske mange væk fra kriminalitet. Og træder man så ved siden af, skal straffen være så følelig, at en gentagelse er meget lidt fristende. Dét skal en særlig ungdomsdomstol sikre.

Ifølge Venstre skal en ungdomsdomstol bestå af særligt uddannede dommer og andre børnesagkyndige med speciale i at håndtere de helt unge kriminelle.

Regeringens udspil er på i alt 270 millioner kroner fordelt over fire år.

/ritzau/