V og DF: Ny lov tiltrækker flere flygtninge

På dagen, hvor der var førstebehandling af lovforslaget om asylansøgeres mulighed for at bo og arbejde uden for asylcentrene, var både Venstre og Dansk Folkeparti negativt stemt, da de mødte op i Folketingssalen.

Partierne frygter, at ordningen vil øge folks lyst til at komme til Danmark. Lovforslaget vil med andre ord tiltrække endnu flere flygtninge og asylansøgere.

- Man kan jo ikke fortænke asylansøgere i at søge asyl i de lande, hvor det er lettest, det ville jeg også selv gøre. Jo bedre forhold vi giver dem, jo større en magnet er vi, siger Inger Støjberg (V).

Hun mener, at ordningen vil give udsatte mennesker falske forhåbninger om en fremtid i Danmark og en tilknytning til lokalsamfundet både i form af skole, arbejde, kolleger og venner, som kan ende brat.

- Man gør dem en bjørnetjeneste ved at lad dem flytte ud og indgår i lokalsamfundet og påbegynde en integration, hvis de ikke opnår asyl. Vi bakker vi ikke op om forslaget, siger hun.

Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti er enig med Støjberg og kalder forslaget for en dybt uansvarlig udlændingepolitik.

Et krav til asylansøgere, der ønsker at bo og arbejde uden for centrene er, at de skal skrive under på at hjælpe med egen hjemsendelse, hvis de ikke får asyl. Aftalen kommer ikke til at gælde for kriminelle udlændinge og afviste asylansøgere.

/ritzau/

Dagens Gossip