V og DF: Sjusk med sygehus-udstyr skal stoppes

»Det er altid positivt, at fejl kommer frem i lyset, så vi kan lære af dem, men vi bliver også nødt til at kigge på, hvad det så er for nogle fejl, der opstår. Og jeg kan jo notere mig, at del af de her utilsigtede hændelser skyldes betjeningsfejl, defekt udstyr og manglende vedligeholdelse. Derfor vil jeg opfordre sundhedsministeren til hurtigst muligt at få indskærpet over for regionerne, at årsager som manglende vedligeholdelse og betjeningsfejl er sjusk, og det kan man ikke byde patienterne,« siger Jane Heitmann, som vil have såvel regioner som sundhedsminister Astrid Krag (SF) til at fokusere på patientsikkerheden.

»Der er helt sikker flere forskellige årsager til stigningen i antallet af indberetninger, men det vigtigste er, at vi får patientsikkerheden i fokus på de danske sygehuse, og som udgangspunkt glæder jeg mig over, at sundhedsministeren har nedsat et udvalg, der skal se på problematikken,« siger Jane Heitmann.

Hos Dansk Folkeparti henviser sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) til Patientombuddets tidligere undersøgelser, der viser, at der generelt bliver indberettet alt for få fejl på landets sygehuse. Hun køber ikke argumentet om, at stigningen hovedsageligt er et resultat af en »positiv udvikling, hvor flere indberetter«, som blandt andet sundhedsminister Astrid Krag og sundhedsordfører Benedikte Kiær (K) henviser til.

»Når man sætter stigningen op imod, at man generelt indberetter alt for få fejl, så mener jeg ikke, at man udelukkende kan begrunde stigningen med en positiv kulturændring på de enkelte sygehuse,« siger Liselott Blixt.

»Nu gælder det om at få undersøgt, hvorfor det rent faktisk forholder sig sådan, og hvis det viser sig, at det skyldes travlhed eller sjusk, så skal vi sætte ind,« tilføjer hun.

Dagens Gossip