V og R: Fristen for nye sundhedskort kan blive udskudt

Skrevet af admin

08/02/2014

Dagens topnyheder

Ikrafttrædelsestidspunktet for de nye sundhedskort-regler er sat til 1. august, men det kan blive rykket, hvis man ikke når at få lavet nye gule sundhedskort til alle danskere inden da.

Det siger sundhedsordførerne fra det Radikale Venstre og Venstre.

- Planen er, at vi kører videre, og kortene kan nå at blive trykt. Hvis det mod forventning ikke viser sig at være tilfældet, så vil der selvfølgelig blive taget hånd om det. Det vil betyde, at ikrafttrædelsestidspunktet vil blive udskudt, siger Camilla Hersom (R).

Hun bliver suppleret af Venstres Sophie Løhde.

- Det bliver ikke borgerne, som får problemerne, hvis det ikke kan lade sig gøre at få trykt de nye sundhedskort, siger hun.

Formanden for Danske Regioners sundhedsudvalg, Ulla Astman (S), siger lørdag til Jyllands-Posten, at man ikke kan nå at trykke 5,6 millioner nye sundhedskort til alle danskere inden loven træder i kraft.

I dag er der anført bag på det gule sundhedskort, at det også gælder i udlandet, men efter 1. august er det kun det blå sundhedskort, der gælder for rejser i EU.

Dermed ville der være en risiko for, at nogle danskere ville tage på ferie i udlandet efter 1. august i god tro om, at deres gamle gule sundhedskort ville dække eventuel sygdom/uheld, selv om det ikke er tilfældet.

Sophie Løhde (V) langer ud efter Danske Regioner, som ikke bør tage sorgerne på forskud.

- At det bliver svært kan ikke komme som en overraskelse for nogen, og det er Folketinget også informeret omkring. Men jeg synes, det er tyndt, at Danske Regioner kaster håndklædet i ringen et par dage efter lovens vedtagelse.

- Min opfordring til dem er at komme i gang med at lave det udbud, som de skal gøre i forhold til loven. Når de har lavet udbuddet, kender vi situationen, og så ved vi om det kan lade sig gøre inden 1. august, siger Sophie Løhde.

Begge ordførere forventer at være klogere på sagen i midten af marts.

Vil man helt undgå problematikken om en eventuel forsinkelse af nye sundhedskort, kan man bestille et blåt EU-sundhedskort på borger.dk.

/ritzau/