V-ordfører er enig i beslutning på møde om skole-test

Skrevet af admin

08/09/2014

Dagens topnyheder

Det var en rejse til udlandet, der i sidste uge forhindrede Venstres Karen Ellemann i at dukke op til et møde med undervisningsminister Christine Antorini (S) og forligskredsen bag folkeskolereformen.

Venstres folkeskoleordfører befandt sig nemlig i Etiopien med Folketingets socialudvalg, da mødet fandt sted, fortæller hun.

- Jeg havde naturligvis deltaget i mødet, hvis jeg havde været hjemme, men det var ikke praktisk muligt, siger hun.

Undervisningsminister Christine Antorini (S) sagde søndag, at Karen Ellemann ikke havde reageret på det forslag om at omlægge de obligatoriske test i folkeskolen, som skulle drøftes på mødet.

På mødet blev forligsparterne enige om at indføre en ekstra test i fagene engelsk og matematik. Til gengæld bliver to test i naturfag i ottende klasse gjort frivillige.

Og den omlægning har Venstre ingen problemer med.

- Det støtter vi naturligvis. Det er en del af aftalen i forligskredsen bag reformen, lyder det fra Karen Ellemann.

Søndag gjorde Venstre det klart, at partiet har et ønske om at indføre endnu flere test af eleverne i folkeskolen ved at øge antallet af test i dansk med tre mellem anden og ottende klasse, mens elevernes formåen i matematik skal testes tre gange mod nu to.

Undervisningsminister Christine Antorini betegnede søndag Venstres ønsker om flere test som "valgkampsfnidder", mens De Radikales uddannelsesordfører, Lotte Rod, mener, at Venstre med forslaget løber fra et tidligere løfte, fordi forligspartierne har lovet hinanden, at de "ville give folkeskolen ro" efter sidste års store reform.

- Jeg må kraftigt opponere mod især Lotte Rods reaktion. Det her handler ikke om at opfinde noget nyt, siger Karen Ellemann.

- Vi taler jo ikke om fuldstændig nye lovparagraffer, som man ikke kender til.

Venstres forslag er med i det udspil til finanslov, som partiet præsenterer mandag.

/ritzau/