V-regering går Corydons regnskaber efter i sømmene

Skrevet af admin

29/06/2015

Dagens topnyheder

Venstre vil sikre, at statskassen ikke lækker, når partiet overtager magten fra finansminister Bjarne Corydon (S). Derfor begynder regeringen med et uanmeldt kasseeftersyn. Det svarer til, at en revisor uanmeldt tjekker og tæller virksomhedens kassebeholdning.

Det fremgår af regeringsgrundlaget "Sammen for fremtiden".

"Vi vil straks iværksætte et kasseeftersyn af den offentlige økonomi for at sikre, at hele råderummet i 2020-planen er til fri disposition, og at der ikke er truffet beslutninger, der ikke er finansieret. Kasseeftersynet skal ledsages af et projekteftersyn af større statslige it-projekter", hedder det.

I valgkampen lovede statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at hun havde 39 milliarder kroner til velfærd indtil 2020.

I valgkampen revsede Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, SR-regeringen for at snyde på vægten.

- Der bliver malet et meget rosenrødt billede af dansk økonomi. Min største bekymring - som også går på denne valgkamp - er, at de løfter, der bliver udstukket, bliver leveret på falske eller for optimistiske præmisser, sagde Lars Løkke Rasmussen til Berlingske.

Han påpegede, at statsgælden stiger med 100 millioner kroner om dagen. Løkke var bekymret, fordi SR-regeringen lod statens underskud vokse til tre procent af bruttonational­produktet, som er EU's loft.

SR-regeringen sikrede ved "pensionsfinten" over 100 milliarder kroner i indtægter ved at fremrykke skatten på kapitalpensioner og LD-midler. Samtidig faldt statens underskud under EU's loft på tre procent.

Et kasseeftersyn er brugt før. I oktober 2011 fandt økonomiminister Margrethe Vestager (R) et større statsunderskud fra VK-regeringen. I efteråret 1982 lavede Schlüter-regeringen et kasseeftersyn på Anker Jørgensens (S) regering.

/ritzau/