V: Regeringen frådser med skattekroner i Togfond

Projektet æder 13,9 mia. kr. - ca. halvdelen af regeringens planlagte Togfondsbudget - for at barbere rejsetiden ned med 38 minutter, så turen Odense-Aarhus tager en lille time. Det svarer til 365 mio. kr. pr. sparet rejseminut, skriver b.dk.

»Det er ufatteligt dyrekøbte minutter mellem Odense og Aarhus, at man vil bruge en halv milliard kroner per minut for at få den tidsgevinst. Det er simpelthen helt ude af proportioner, og det er at bruge rigtig mange penge på noget, der kommer relativt få til gavn«, siger han.

Den sidste etape viser sig at blive den hidtil dyreste del af Timemodellen. Til sammenligning investerede ny jernbane til ti mia. kr. fra København til Ringsted under opførelse, der er truffet beslutning om opgradering mellem Ringsted og Odense til 600 mio. kr. og mellem Hobro og Aalborg til 200 mio. kr. Derudover har regeringen afsat 4,9 mia. kr. til færdiggørelsen af de to etaper.

Men Venstre har jo selv bakket op om Timemodellen i f.eks. aftalen »En grøn transportpolitik« i 2009?

»Ja, men der hvor vi hele tiden har vist, at udfordringen lå, var mellem Odense og Aarhus, og det er på grund af geografien. Man behøver kun at kaste et blik på Danmarkskortet for at se, at der er fjorde, bakker og dale. Derfor har vi ikke lovet, at den tredje etape mellem Odense og Århus var lige præcis én time,« siger Kristian Pihl Lorentzen (V), der dog ikke selv kan pege på mere oplagte projekter.

Han understreger, at forligsgruppen bag »En grøn transportpolitik«, der tæller alle partierne i Folketinget undtagen Enhedslisten, bestilte analyser af potentielle infrastrukturprojekter, der kommer senere på året. Regeringen burde have ventet, mener Kristian Pihl Lorentzen (V).

Transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) har ikke meget tilovers for Venstres regnestykke og kritik.

»Kristian Pihl har tilsyneladende lidt problemer med matematikken i sine regnestykker. Det siger sig selv, at man ikke blot kan sammenligne anlægspriser med tidsbesparelser uden også at forholde sig til, hvor mange passagerer, der får glæde af tidsbesparelserne,« skriver hun i en mail til Berlingske.

Ifølge regeringens udspil, som Berlingske har læst, vil passagertallet stige med 50 procent mellem hver af timemodelbyerne ifølge beregninger fra DTU Transport, når modellen bliver til virkelighed frem mod 2025.

Transportministeren har lavet sine egne udregninger for økonomien i Timemodellen.

»Når man lidt forsigtigt antager, at omkostninger og gevinster skal regnes over en 50-årig periode og medtager, hvor mange passagerer, der får glæde af tidsgevinsterne, så koster timemodellens etape mellem Odense og Aarhus ca. 64 kr. pr. sparet time,« skriver hun og nævner, at tidsgevinsterne ved Brande omfartsvej kostede 76 kr., Silkeborgmotorvejen 91 kr. og Holstebromotorvejen 77 kr. pr. sparet time.

Pia Olsen Dyhr gør endvidere opmærksom på, at den såkaldte samfundsøkonomisk forrentning, altså samfundets afkast af en investering, for Timemodellen udgør fem-syv pct.

Det lyder som en fornuftig investering, mener professor og forsker i transportøkonomi ved DTU, Mogens Fosgerau.

»Det lyder helt tilforladeligt,« siger han, men understreger, at han endnu ikke selv har set udregningerne for Timemodellen.

Venstre og Liberal Alliance har allerede forladt forhandlingerne om Togfonden, der skal finansiere den 27,5 mia. kr. dyre togplan, da partierne mener, at udspillet til en øget beskatning af gas- og olieselskaberne i Nordsøen er usikker og kommer til at koste danske arbejdspladser.

Dermed står Venstre også uden for de kommende forhandlinger om regeringens togplan.

Dagens Gossip