V: Thorning vil dårlige målinger til livs

Det afgørende for danskerne er ikke, hvilke ministre der sidder, men derimod hvilken politik regeringen fører.

Det mener Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, der kalder statsministerens regeringsrokade et forsøg på at løfte regeringen ud af den seneste tids historisk lave meningsmålinger.

- Statsministeren er nok kommet hjem efter en lang sommer og med et håb om, at meningsmålingerne havde rettet sig op. Men det har de ikke, siger Kristian Jensen til Ritzau.

- Derfor har hun åbnet værktøjskassen og grebet ned efter det største værktøj, hun kunne finde. Og det har så været en regeringsrokade. Men jeg tror ikke, at det kommer til at betyde så meget.

Han hæfter han sig ved, at "det er en meget lille ministerrokade".

- I forhold til de rygter, der har været, er det nogle ganske få og rimelig ubetydelige ministerposter, der flyttes rundt på.

Frem for at rykke rundt på ministertaburetterne burde Helle Thorning-Schmidt (S) i stedet koncentrere sig om at lave politik, mener han.

- Jeg er egentlig overrasket over, at regeringen ikke har et klarere politisk program at præsentere, siger han.

Ifølge politisk kommentator og chefredaktør på Fyns Amts Avis, Troels Mylenberg, vælger statsministeren en rokade for at ruske op i regeringen.

- Meningen er jo at få lavet en rokade, der revitaliserer. Når man rokerer, er det fordi, nogen vil væk, nogen skal fyres, eller der skal skabes ny energi. Og det er nok mest det sidste, siger han til Ritzau.

/ritzau/

 

Dagens Gossip