V: Tjek om gymnasier kassetænker med taxameter

Skrevet af admin

30/10/2014

Dagens topnyheder

Partierne bag gymnasiereformen skal granske, om gymnasier og erhvervsskoler optager flest mulige elever for at tjene penge, fordi de anspores til at blive større af taxametret, der bestemmer deres betaling.

Det siger Venstres undervisningsordfører, Peter Juel Jensen, før regeringen forhandler med partierne om en ny gymnasiereform. Der er allerede vedtaget en reform af erhvervsskolerne, hvor håndværkerne uddannes.

- Det kunne man mistænke nogle for. Vi har flere gange foreslået ministeren at lave en decideret taxameter-reform. Nu er gymnasier og erhvervsskoler kommet ind på den samme overenskomst, siger Peter Juel Jensen.

- Men der er stadig meget stor forskel på, hvor meget man betaler til en erhvervsskole og til et gymnasium. Lad os kigge på, om man kan finde en model, så man ikke optager elever for at maksimere sin indtjening.

Skoler og uddannelsesvejledere har ifølge Berlingske uofficielle tommelfingerregler om krav til gymnasieelever, selv om der ikke er et officielt karakterkrav.

Venstre og De Konservative kræver et gennemsnit på 4, regeringen sætter barren ved 2, Dansk Folkeparti mener 4-7, og Liberal Alliance siger 7.

Liberal Alliance kræver, at elever har 7 i gennemsnit, fordi de skal have et fagligt niveau, siger uddannelsesordfører Merete Riisager.

- Når karakteren 7 allerede fungerer som et skjult adgangskrav på nogle gymnasier, er det jo et klart udtryk for, at der er påkrævet et vist fagligt niveau for at kunne følge med.

- Der er derfor ingen grund til at skjule karakterkravet og gøre det mindre forståeligt for eleverne og deres forældre, siger Merete Riisager i en kommentar til de uofficielle karakterkrav.

/ritzau/