V truer K: Ingen ministerposter uden ja til skolereform

Det slår Venstres næstformand, Kristian Jensen (V), fast over for politiken.dk.

»Vi står ved den aftale, vi har indgået. Det gør vi nu, det gør vi efter et valg. Den politik for folkeskolen er rigtig,« siger Kristian Jensen.

De Konservative kan blokere for skoleaftalen indtil efter næste valg, fordi partiet er med i det gældende forlig om folkeskolen. Men de Konservative kan ikke forhindre folkeskolereformen i at træde i kraft efter et valg, forsikrer Venstres næstformand.

»Det er sådan med forlig, at hvis der stadig er flertal efter et valg, så er det gældende. Hvis Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF og de Radikale efter et valg kan samle mandaterne til det, og det virker ikke usandsynligt, så er forliget gældende, og så står vi ved vores forlig,« siger Kristian Jensen til politiken.dk.

Den konservative partileder, Lars Barfoed (K), afviser, at partiet vil ombestemme sig og acceptere skoleaftalen for at få ministerposter i et regeringssamarbejde med Venstre efter næste valg.

»Nej, vi kan ikke tiltræde det her forlig. Hvordan vi kan løse den problemstilling, hvis den situation skulle opstå, det har jeg slet ikke gjort mig tanker om,« siger Lars Barfoed til politiken.dk.

Han vil ikke forholde sig til, om spørgsmålet er vigtigt nok til, at de Konservative vil undlade at gå med i en regering.

»Det har vi ikke gjort os nogen som helst overvejelser om på nuværende tidspunkt. Sådan noget med regeringsforhandlinger skal vi nok vente med at diskutere indgående til efter næste valg,« siger Lars Barfoed.

Dagens Gossip

Dagens TV