V: Vanvittige ambulanceregler skal ændres

De stive regler for ambulancekørsel skal omgående blødes op, så man ikke for fremtiden oplever, at patienter hives ud af en ambulance for at blive lagt ind i en anden fra naboregionen.

Det mener Venstres medlem af Folketingets Sundhedsudvalg og spidskandidat til valget i Region Hovedstaden, Martin Geertsen.

Han kræver øjeblikkelig handling fra regionerne efter en historie i Ekstra Bladet, hvor den 69-årige Kaj Flindt måtte flyttes i bevidstløs tilstand fra en ambulance fra Region Hovedstaden over i en ambulance fra Region Sjælland.

Årsagen var, at Kaj Flindt lå 50 meter inde i Region Sjælland ved Roskilde efter et cykelstyrt under en træningstur i april.

- Hvis ikke regionerne selv kan finde ud af at samarbejde, så må vi have ministeren på banen for at tvinge dem til det. Regionsgrænser må altså vige for patientens sikkerhed, siger Martin Geertsen.

Martin Geertsen vil i første omgang have Sundhedsminister Astrid Krag til at lægge pres på politikerne i Region Hovedstaden og Region Sjælland for at indgå et samarbejde.

- Jeg vil nu bede Astrid Krag om at indhente informationer fra de to regioner om, hvordan de vil undgå den slags hændelser i fremtiden. Vi kræver, at patienten og ikke regionerne er i centrum for det danske sundhedsvæsen, siger Martin Geertsen.

Region Nordjylland og Region Midtjylland har indgået en aftale om at samarbejde om ulykker i grænseområdet. Det er derfor altid den ambulance, som er tættest på, der rykker ud i det jyske.

Region Sjælland har ikke ønsket at lade sig interviewe, men skriver til Ekstra Bladet, at "det er yderst sjældent, der opstår situationer af den karakter i grænseområderne mellem regionerne".

/ritzau/

Dagens Gossip