V: Vi mangler stadig svar på, hvad Thorning vidste

Skrevet af admin

17/01/2014

Dagens topnyheder

Venstre savner stadig svar fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), når det gælder hendes eget kendskab til den opdigtede bortforklaring, som daværende justitsminister Morten Bødskov serverede for Folketinget i februar 2012 for at forhindre et besøg på Christiania.

Det fastslår Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, forud for fredagens samråd i det Retsudvalg, som Bødskov løj overfor i 2012.

- V mangler stadig svar på et helt afgørende spørgsmål, nemlig om statsministeren vidste, at Bødskov havde afgivet urigtige oplysninger til Folketinget, og hvorfor hun så ikke greb ind, siger han.

Statsministeren har forud for samrådet erkendt, at hun kendte til de to famøse udkast til Bødskovs redegørelse for Christiania-sagen, der blev offentliggjort den 19. november - tre uger før, han blev væltet på sin løgn i sagen.

Udkastene viser, at Statsministeriet og Justitsministeriet diskuterede muligheden for at lade Bødskov gå til offentligheden og beklage, at han havde givet Folketinget "et forkert billede" af sagen. Men det endte med at blive skrottet.

Helle Thorning-Schmidt forklarer nu, at hun personligt kendte til udkastene, og at det rent faktisk var hendes egen departementschef, Christian Kettel Thomsen, der foreslog, at Bødskov skulle beklage.

Og det vækker undren hos Venstre.

For onsdag sagde Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Dam Kristensen, til Ritzau, at "statsministeriet jo ikke har været inde og sætte et komma her eller et punktum der eller slette en sætning der (i udkastene, red.). De (Statsministeriet, red) har fået det her til orientering", forklarede han.

- Svarene fra Thorning sætter meldingen fra Socialdemokraternes folketingsgruppe fra torsdag i et mærkeligt lys, påpeger han.

- Gruppeformanden har jo sagt, at statsministeriet overhovedet ikke har været inde over udformningen af pressemeddelelsen, påpeger han.

- Og nu viser det sig så, at det var departementschefen der foreslog, at man skulle beklage. Det afslører jo, at der er nogen, der ikke har rent mel i posen, for begge udlægninger kan ikke være sande, siger Karsten Lauritzen.

/ritzau/