V vil give skattelettelser for kontanthjælp

Venstre vil beskære kontanthjælpen for at skaffe penge til at sænke skatter og afgifter for erhvervslivet, hvis partiet skal lave en finanslovaftale med regeringen.

Det fastslår partiet i en pressemeddelelse fra finansordfører Peter Christensen og politisk ordfører Ellen Trane Nørby. Tirsdag aften forhandler de finanslov med finansminister Bjarne Corydon (S).

- Det skal være mere attraktivt at arbejde frem for at være på passiv forsørgelse. Der er behov for en holdningsændring, så et arbejde - uanset hvilket - altid er at foretrække, skriver de.

Regeringen må vælge mellem en blå finanslov med Venstre eller en rød finanslov med Enhedslisten, mener de.

- Den kan behage sine socialistiske venner i Enhedslisten eller gennemføre ansvarlige reformer og føre en sund økonomisk politik til gavn for danskerne og Danmark, hedder det.

Venstre vil angribe dansk økonomis største problem - en dårlig konkurrenceevne. Partiet vil skabe flere danske job ved at sænke skatter og afgifter. Det skal genskabe optimismen i dansk erhvervsliv.

- Venstre er Danmarks brede reformparti. Sammen med andre ansvarlige partier har vi taget ansvar for dansk økonomi og sørget for, at der fortsat er råd til skoler, sygehuse og plejehjem, siger de og henviser til forringelse af efterlønnen og en kortere dagpengeperiode.

Peter Christensen og Ellen Trane Nørby forklarer, at Venstre ikke vil indgå en aftale om Kriminalforsorgen, før partiet ved, hvad pengene skal bruges til.

- Derfor er vores opfordring til regeringen klar: Lad ikke taktiske hensyn stå i vejen for vigtige reformer, som er til gavn for Danmark, og som sikrer danske pladspladser, lyder opsangen.

 

Dagens Gossip