V vil have minister til at tage stilling til e-cigaretter

»Inden vi kan tage stilling til, hvad vi skal gøre politisk, må der komme en udmelding fra sundhedsministeren, så vi ved, hvad der er op og ned. Hun må på banen,« siger hun.

Opfordringen kommer, efter at Berlingske Nyhedsbureau mandag kan fortælle, hvordan stadig flere forretninger sælger e-cigaretter og væsker til cigaretterne, heriblandt ikke-godkendte og potentielt farlige nikotinholdige væsker.

Selve cigaretten er fuldt lovlig at sælge og bruge i Danmark, men væske, der indeholder nikotin, karakteriseres som et lægemiddel og kræver særlig godkendelse.

Endnu er der ingen godkendte nikotinvæsker på det danske marked, og ingen danske forhandlere har tilladelse til at sælge væsken. Det har de derimod i Sverige og Storbritannien, og her håber Jane Heitmann, at danske sundhedsmyndigheder kan høste nyttige erfaringer.

»Jeg synes, vi skal prøve at se, hvordan det er gået i andre lande, og så må vi tage en vurdering til den tid. Men Venstre er imod at forbyde e-cigaretter bare for at forbyde dem,« siger hun.

Dansk Folkeparti vil have nikotinvæsken gjort lovlig at forhandle, så den ikke kræver en godkendelse, mens de Radikale udtrykker skepsis over for e-cigaretten.

Dagens Gossip