V vil stille skrappere krav til muslimske indvandrere

Indvandrere fra ikke-vestlige lande skaber flest integrationsproblemer herhjemme, og derfor skal der stilles forskellige krav, afhængigt af om man kommer fra et "kristent USA" eller et "muslimsk Pakistan".

Det er budskabet fra Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, i en kronik i Berlingske.

- Vi trænger til at få sat ord på de problemer, vi har. Det er ikke-vestlige indvandrere med muslimsk baggrund, der udgør den største integrationsudfordring i Danmark. Alt for mange deler ikke vores værdier, og nogle modarbejder dem direkte, siger Inger Støjberg til avisen.

Den politiske ordfører ønsker ikke at fortælle, hvordan Venstre konkret har tænkt sig at lovgive på området. Det vil i stedet fremgå, når partiet i begyndelsen af august holder sommergruppemøde og fremlægger en udlændingepakke.

Støjberg anerkender dog, at det kan blive vanskeligt at lave lovgivning, der skelner mellem forskellige typer af indvandrere.

- Men det er ikke desto mindre noget, vi vil arbejde for. Hvis vi skal sikre sammenhængskraften i Danmark, er vi nødt til at sikre, at de mennesker, der kommer til Danmark, har evnen og viljen til at lade sig integrere. Vi skal stille krav - og de skal være differentierede, siger hun til Berlingske.

Det er ikke første gang, at Støjberg langer ud efter ikke-vestlige indvandrere. I juli sidste år opfordrede hun i en kronik - denne gang i Politiken - muslimer, "der ikke vil Danmark", til at finde et andet sted at bo.

Over for Berlingske forklarer jurist og direktør i tænketanken Justitia, Jacob Mchanghama, at man ifølge Danmarks grundlov ikke "systematisk kan forskelsbehandle personer, der opholder sig i Danmark, på baggrund af deres herkomst eller trosafstamning".

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV