Våben på Øresundsbroen: Unge igen i grundlovsforhør

Skrevet af admin

01/06/2015

Dagens topnyheder

En tur over Øresundsbroen med maskinpistoler og ammunition i bilen ser ud til at få konsekvenser for fire unge mænd fra København.

I første omgang skal de i hvert fald sidde varetægtsfængslet i 22 dage.

Det står klart efter et grundlovsforhør mandag formiddag i København. Her blev to af mændene på 22 og 25 år endnu engang stillet for en dommer, efter at de fredag blot fik deres anholdelse opretholdt i tre gange 24 timer.

Ved fredagens grundlovsforhør blev deres to kammerater varetægtsfængslet i 25 dage, og med dagens fængslinger har de således alle udsigt til yderligere 22 dage bag tremmer.

Mændene er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf om ulovlige våben for under skærpede omstændigheder at smugle to maskinpistoler af mærket Skorpion samt nogle magasiner og skarp ammunition fra Sverige til Danmark.

Alle nægter sig skyldige.

Grundlovsforhørene foregik både fredag og mandag for lukkede døre, og det er sparsomt med oplysninger om sagen, der begyndte, da en bil med de fire mænd torsdag aften blev vinket ind til siden til en rutinekontrol på den svenske side af broen.

Bilen standsede dog ikke. Derimod trykkede føreren speederen i bund og kørte ud på broen i retning mod København.

På Peberholmen blev en passager sat af bilen, og ham fik politiet fat på og anholdt. Kort tid efter blev de tre øvrige også anholdt.

På Peberholmen fandt politihunde efterfølgende de to maskinpistoler og ammunition.

- Vi har ingen indikationer på, at de var på vej til at begå noget kriminelt i Danmark. Det vil vores efterforskning fokusere på, siger vicepolitiinspektør Torben Svarrer fra Københavns Politi.

Han fortæller, at politiet ikke kender mændene fra lignende kriminalitet.

/ritzau/