Våbenaftale vil ikke løse krisen i Syrien

En mulig syrisk-russisk aftale om at underlægge Syriens kemiske våben international kontrol er positiv. Men det vil langtfra løse den borgerkrig, der har hærget Syrien siden 2011.

»Det har aldrig været meningen, at et eventuelt angreb i Syrien skulle forandre noget i forhold til borgerkrigen. Det er svært at forestille sig, at en aftale om kemiske våben vil ændre på det,« siger seniorforsker Henrik Ø. Breitenbauch fra Center for Militære Studier.

Den humanitære krise i og omkring Syrien, hvor mange millioner syrere er fordrevet, vil heller ikke mindskes med mere diplomati, lyder det fra Dansk Flygtningehjælp.

»Jeg tror, situationen har nået en sådan kompleksitet, så der skal stærke politiske kræfter til for at finde en løsning. Det ser ikke ud, som om det inden for rækkevidde i øjeblikket,« siger Ann Mary Olsen, chef for Dansk Flygtningehjælps internationale afdeling.

USA og præsident Barack Obama har den seneste måned presset på for en militær aktion i Syrien, efter et giftgasangreb 21. august nær den syriske hovedstad, Damaskus. Ifølge USA er det Syriens militær og præsident Bashar al-Assad, der stod bag angrebet, der dræbte mere end 1.400 mennesker.

Men EUs ledelse og flere lande, heriblandt Iran, Rusland og Kina, har afvist en militær indgriben i konflikten. I løbet af tirsdag bakkede en lang række lande op om ideen om at få udleveret kemiske våben fra Syrien.

Barack Obama sagde mandag i flere tv-interviews, at den mulige aftale er en »potentielt positiv« udvikling.

»Det er muligt, hvis det er rigtig,« sagde Obama til CNN.

Han tonede samtidig ned på krigsretorikken, som han ellers har kørt hårdt på for.

»Jeg har hele tiden foretrukket en diplomatisk løsning på dette problem,« sagde Obama til NBC og tilføjede, at en aftale om, at Assad afleverede sine våben ikke ville løse den »underliggende forfærdelige konflikt i landet.«

Henrik Ø. Breitenbauch mener, at aftalen, som ser ud på at være på vej, er kommet bag på Obama.

»I forhold til Obamas forsøg på at skabe et momentum for en militær indgriben, så er det en stor kæp i hjulet, at der er åbnet op for en forhandlingsmetode, som få tror på«, siger han.

Men den kan også være med til at åbne for en diplomatisk løsning.

»Åbningen for en eller anden form for løsning er glædeligt for dem, der ikke ønsker et angreb. Set med positive briller på kan det åbne op for, at FN-sporet med Sikkerhedsrådet kan komme i spil igen,« siger Henrik Ø. Breitenbauch, der vurderer, at det farlige med den mulige aftale er, at den kan misbruges som en forhaling for det syriske styre.

»Det er svært at se, hvad Assad får ud af at danse efter russernes pibe, men han kan have en fordel ved at trække det i langdrag,« siger Henrik Ø. Breitenbauch.

Dagens Gossip