Våbenejere i kø for at registrere luftgeværer

Lørdag udløber en etårig overgangsordning for de nye, skrappe regler for luft- og fjedervåben, der blev indført i 2012. Derefter er uregistrerede våben ulovlige og kan koste ejeren op til to års fængsel.

Ifølge helt nye tal fra Rigspolitiet har kun en brøkdel af våbenejerne fået registreret deres luftgeværer- og pistoler, men kort inden deadline har mange opdaget, at der er nye regler på vej. Fra flere politikredse lyder meldingen, at man bliver kimet ned af borgere, der vil vide mere om konsekvenserne.

»Det har været meget voldsomt i løbet af de seneste dage. På en enkelt morgen fik vi i hvert fald 50 henvendelser,« fortæller lederen af våbenkontoret ved Sydsjællands og Lolland-Falster Politi, Bo von Würden.

Også Fyns Politi har oplevet en eksplosiv interesse for de nye våbenregler. På våbenkontoret i Odense har der været lange køer af borgere, der vil registrere deres luft- og fjeder våben, fortæller vicepolitikommissær Michael Lichtenstein.

»Selv om loven trådte i kraft 1. juni 2012, og indehaverne af disse våben har haft et år til at lade dem registrere, virker det som om, at det først er nu i sidste øjeblik, at folk er blevet opmærksomme på det,« siger han.

Det store pres på våbenkontoret har fået Fyns Politi til at lægge en vejledning om våbenregistrering på forsiden af kredsens hjemmeside.

»Vi henstiller til, at borgerne finder blanketten på vores hjemmeside, underskriver den og sender den elektronisk til os eller afleverer den på nærmeste politistation i åbningstiden,« siger Michael Lichtenstein.

Ifølge de foreløbige tal fra Rigspolitiet har 1.035 danskere per 27. maj fået tilladelse til at besidde luftgeværer og -pistoler på mere end 4,5 millimeter. Dertil kommer personer med jagttegn, der har særlige vilkår.

Til sammenligning vurderes det, at der er flere hundredtusinde luftgeværer i omløb, og hvis man efter 1. juni bliver snuppet med et ulovligt gevær, falder hammeren, fortæller lederen af lokalpolitiet på Sydsjælland og Lolland-Falster, politiinspektør Thorkild Steen Jensen.

»Der vil ikke blive givet længere snor, fordi det drejer sig om luft- og fjedervåben. Man kan ikke gradbøje bekendtgørelser eller love. Når de er trådt i kraft, fanger bordet,« fastslår han.

Der er dog en sidste mulighed for at slippe sit våben uden at risikere straf. Rigspolitiet har indført frit lejde i løbet af juni, hvor man kan aflevere ulovlige våben, heriblandt luftgeværer, på den nærmeste politistation.

Dagens Gossip