Våbeneksperter står over for hidtil usete farer i Syrien

Missionen »vil forsøge at gennemføre operationer som ganske enkelt ikke er blevet prøvet før,« skriver generalsekretæren i en rapport til Sikkerhedsrådet.

FN og Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) står bag et samarbejde, som skal sørge for destruktionen af præsident Bashar al-Assads kemiske våben som besluttet i en resolution, der blev vedtaget i Sikkerhedsrådet 27. september.

Rusland og USA stod i spidsen for aftalen, der skal føre til en udryddelse af landets kemiske våben, efter et gasangreb nær Damaskus, der kostede flere hundrede livet.

Et lille hold fra OPCW er allerede i Syrien for at sætte gang i processen.

Ban Ki-moon anbefaler, at det øges til 100 eksperter, som skal blive i landet i højst et år.

Missionen vil have hovedkvarter i Damaskus med en støttebase på Cypern.

Ifølge den russisk-amerikanske plan, som er godkendt af OPCW og Sikkerhedsrådet, skal de kemiske våben være destrueret inden midten af 2014.

Ban Ki-moon understreger truslen mod eksperter og civile på grund af de anslåede 1000 ton sarin, sennepsgas og andre kemiske våben i det syriske arsenal, som vil blive fjernet, mens Assads styrker fortsætter kampen mod oprørerne.

»De kemiske våben er farlige at håndtere, farlige at transportere og farlige at destruere,« siger generalsekretæren.

»Mine to prioriteter er afskaffelsen af de syriske kemiske våbenprogram og sikkerheden for dem, der har meldt sig frivilligt til at udføre denne vigtige men farlige opgave,« siger Ban Ki-moon.

BNB/AFP

Dagens Gossip