Våbenhvile i Aleppo forlænges med to døgn

Skrevet af admin

10/05/2016

Mest læste i dag

Våbenhvilen i den syriske by Aleppo forlænges med to døgn, oplyser Syriens hær mandag aften.

- Forlængelsen af roen i Aleppo og dens landområder for en periode af 48 timer vil være gældende fra klokken et tirsdag morgen indtil klokken 24 onsdag, oplyser den militære overkommando ifølge nyhedsbureauet Sana.

Meddelelsen kommer, efter at den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, og hans amerikanske kollega, John Kerry, på et telefonmøde har aftalt, at de skal arbejde for at skåne civile i konflikten.

Rusland erklærer sig villig til som det syriske regimes nærmeste allierede at påvirke præsident Bashar al-Assad til at opretholde våbenhvilen i landet.

Samtidig vil russerne lægge pres på Bashar al-Assads regime for at begrænse antallet af luftbombardementer over civile områder.

Aleppo, der ligger i den nordvestlige del af Syrien, har siden midten af april været udsat for heftige bombardementer, der har dræbt flere hundrede civile og oprørere.

Ifølge overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder har knap 300 civile mistet livet i Aleppo siden 22. april. Blandt andet er et hospital i byen blevet bombet.

Efter en våbenstilstand blev aftalt for provinsen Latakia og i byen Aleppo i slutningen af sidste uge, har der været flere blodige angreb mellem parter, som ikke er med i aftalen. Det gælder eksempelvis de ekstremistiske grupper Islamisk Stat og Nusra-fronten.

Før krigen i Syrien brød ud for fem år siden, var Aleppo et finansielt og industrielt centrum i landet.

/ritzau/Reuters