Våbenhvile i Syrien har med få undtagelser stoppet kampe

Skrevet af admin

27/02/2016

Dagens topnyheder

Kampene i det krigshærgede Syrien er i vid udstrækning stoppet, efter at en våbenhvile trådte i kraft midnat mellem fredag og lørdag.

Dog melder enkelte syriske oprørsgrupper om angreb fra den syriske regeringshær.

Fares Bayoush, leder af gruppen Fursan al-Haqq, siger, at angreb fra regimet er ophørt nogle steder, mens de fortsætter i andre dele af landet.

Bliver det ved, kan det få den skrøbelige våbenhvile til at kollapse, siger han til nyhedsbureauet Reuters lørdag.

Den syriske regering og op mod 100 oprørsgrupper har godkendt aftalen, som USA, Rusland og flere internationale stormagter har forhandlet sig frem til.

Den syriske regeringshær og Rusland siger lørdag, at de vil respektere aftalen, men at de fortsat vil bekæmpe de militante grupper al-Nusra og Islamisk Stat (IS), som ikke er omfattet af våbenhvilen.

Nogle af de oprørsgrupper, som Vesten anser for at være moderate, siger, at de frygter, at den udmelding vil blive brugt til at retfærdiggøre angreb mod dem.

Den russiske udenrigsminister siger, at Rusland har indstillet alle luftangreb i de dele af Syrien, som er kontrolleret af oprørsgrupper, der har accepteret våbenhvileaftalen.

FN's særlige udsending til Syrien, svenskeren Staffan de Mistura, har, inden våbenhvilen trådte i kraft, udtalt, at mindre brud på våbenhvilen er forventelige. Han opfordrer parterne til at afholde sig fra at starte nye kampe.

Et medlem af en af oprørsgrupperne sagde tidligere lørdag til Reuters, at regeringsstyrker kort affyrede artilleri mod en landsby i den nordlige Aleppo-provins.

Alligevel mener han, at frontlinjen var langt mere stille, end inden aftalen trådte i kraft.

- Det er roligt. I går på dette tidspunkt var der voldsomme kampe. Men folket er næsten sikre på, at regimet vil bryde våbenhvilen med begrundelsen om, at de vil have ram på al-Nusra. Man har kunnet høre lyden af helikoptere fra tidlig morgen, siger den unavngivne oprører.

/ritzau/