Våbenhvilen i Mellemøsten er brudt af mortérgranat

Skrevet af admin

16/09/2014

Mest læste i dag

En mortergranat er tirsdag blevet affyret mod Israel fra Gaza. Det er ikke oplyst, hvor den er slået ned, men der er tale om det første angreb, siden en våbenhvile mellem de stridende parter blev indgået 26. august, oplyser israelsk militær ifølge internationale nyhedsbureauer.

Militæret oplyser tirsdag aften, at ingen er blevet såret ved angrebet, ligesom der ikke er sket nogen materielle skader.

- Det er første gang siden Operation Protective Edge, at en mortérgranat er affyret fra Gaza mod det sydlige Israel, siger talsmand oberstløjtnant Peter Lerner ifølge nyhedsbureauet AFP på den israelske hærs officielle twitterside med henvisning til Israels militæroffensiv mod Gaza.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, sagde et par dage, efter aftalen om våbenhvilen blev indgået, at det var usikkert, om den kunne sikre roen i området efter syv ugers kamp i det palæstinensiske område.

Han varslede hårde straffe ved ethvert brud på aftalen, der blev til ved egyptisk mægling.

En unavngiven kilde fra Hamas-bevægelsen afviser ifølge nyhedsbureauet Reuters ethvert kendskab til angrebet. Palæstinenserne føler sig fortsat forpligtet til at overholde våbenhvilen.

/ritzau/