Våbeninspektører fra FN er ankommet til Syrien

»Vores mål er fortsat en helt uafhængig og upartisk undersøgelse,« skriver FN i en erklæring.

»Den overvældende opbakning til denne undersøgelse fra det internationale samfund gør det klart, at brugen af kemiske våben vil udgøre en skandaløs forbrydelse,« står der videre.

FN oplyste for nylig, at Syriens præsident, Bashar al-Assads, regering havde indvilliget i at lade en gruppe inspektører med den svenske videnskabsmand Ake Sellström i spidsen rejse til tre steder, hvor der er blevet rapporteret brug af kemiske våben, og onsdag lød det i en erklæring fra Ban Ki-moon, at den syriske regering formelt havde accepteret de nærmere bestemmelser, der skal sikre en »korrekt, sikker og effektiv afvikling af missionen«.

Ifølge FN skal våbeninspektørerne være i Syrien i 14 dage. Dog kan rejsen forlænges, hvis parterne bliver enige om det.

Et af de i alt tre steder, FN-inspektørerne skal undersøge, er Khan al-Assal i Aleppo, hvor den syriske regering påstår, at oprørere brugte kemiske våben i marts og dræbte mindst 26 mennesker, herunder 16 syriske soldater. De to andre steder er endnu ukendt.

Oprørere vandt i sidste måned Khan al-Assal fra Assads styrker, og oppositionen, Syriens Nationale Koalition, har sagt til Ban Ki-moon, at den vil samarbejde med FN og »hilser FN-efterforskerne velkomne i alle områder under vores (oprørernes, red.) kontrol«.

FN har modtaget 13 rapporter om mulig brug af kemiske våben - én fra Syriens regering og resten hovedsageligt fra USA, Storbritannien og Frankrig.

Den syriske regering og oppositionen har beskyldt hinanden for at bruge kemiske våben. Begge parter har benægtet det. FN-undersøgelsen skal udelukkende fastslå, om kemiske våben har været brugt, ikke hvem der har brugt dem.

USA konkluderede i juni, at Assads styrker brugte kemiske våben mod oprørerne. Sidste år sagde præsident Barack Obama, at ethvert forsøg på at implementere eller bruge kemiske våben i Syrien ville være at krydse en »rød linje«. Den amerikanske Kongres blev således i sidste måned enig om en plan for Det Hvide Hus om at levere våben til syriske oprørere.

Allerede i marts blev Sellström og hans hold udpeget af Ban Ki-moon til at undersøge påstande om brugen af kemiske våben, men diplomatisk tovtrækkeri og bekymring over sikkerheden har indtil nu forhindret eksperterne i at rejse ind i Syrien. FN har krævet uhindret adgang til Syrien.

Syrien er et af de i alt syv lande i verden, der ikke har tilsluttet sig FN-konventionen om forbud mod kemiske våben fra 1997.

Dagens Gossip