Våd sommer giver massiv myggeplage

Skrevet af Morten Larsen

24/06/2015

Mest læste i dag

Mens mange danskere i disse dage går og kigger sørgmodigt op mod de grå skyer, der indtil videre har gjort sommeren til en våd oplevelse, så nyder myggene godt af det dårlige sommervejr.

Et højt antal af de blodsugende insekter kan meget vel indtage den danske sensommer, hvis det ustabile og våde vejr fortsætter.

- Maj måned var meget tør, mens vi i juni har haft meget vand. Det tegner til at blive et myggeår, siger Jes Aagaard, naturvejleder ved Naturstyrelsen, til Dagens.dk.

I skovbund, moser og vandpytter vil hunnen lægge sine æg. Det våde element vil danne ramme om den første del af myggens liv, hvor den på omkring to uger udvikler sig fra larve til et stikkende og flyvende bæst. 

Læs også: Dansk dinosaur-ekspert: Så tæt er forskerne på at vække fortidens konger

- Men æggene kan faktisk ligge i naturen i flere år, da de kan tåle at vente på de rigtige betingelser, siger Jes Aagaard.

Og intet tyder på, at de 'rigtige' betingelser for myg snart bliver til rigtig godt sommervejr. 

Lad fuglene hjælpe
Et kig i meteorologernes krystalkugle viser, at vi meget vel kan gå et summende mareridt af myg i møde. 

Ifølge DMI vil næste uge byde på varmere og mere stabilt vejr, men herefter tilgodeser vejrguderne igen myggene. 

Til Dagens.dk forklarer meteorolog Martin Lindberg, at den seneste langtidsprognose herefter peger på to uger med mere ustabilt vejr.  

Der er dog visse tricks, der kan lægge en dæmper på insektet, der hellere end gerne labber menneskeblod i sin lille og irriterende krop.

Myg stortrives i havens fuglebad og regnvandsbeholder - og man kan med fordel fjerne disse mygge-magneter, hvis man vil mindske risikoen for at blive stukket.

- Man kan også opsætte en fuglekasse i haven. Et musvitpar kan spise op til 40.000 insekter på en sæson, siger Jes Aagaard.

Følg Dagens Dyreriget for flere lignende artikler: