Våde kys og biografture: Sådan holder de Valentinsdag i Folketinget

Dagen i dag er udråbt af mange som årets mest romantiske. Men hvordan markerer landets folkevalgte politikere Valentinsdag? Dagens.dk har spurgt en håndfuld af politikerne på Christiansborg.

Våde kys
Den kommende mor og kommende brud, arbejdsmarkedsordfører i Det Konservative Folkeparti, Mai Henriksen, fortæller, at der har været romantik mellem hende og kæresten Christopher fra morgenstunden.

- Jeg fik et stort vådt kys.

Fik du også en gave?

- Valentinsdag er ikke noget, vi fejrer på den kommercielle måde med blomster og chokolade. I stedet er vi lidt ekstra opmærksomme på hinanden og kysser måske lidt mere.

Tror du, der venter en overraskelse senere?

- Nu er jeg så heldig at have en kæreste, der er god til at komme med blomster uden anledning. Faktisk har jeg en buket stående derhjemme i forvejen, som kun er få dage gammel.

En anden dag måske
Til gengæld bliver det ikke i dag, at Nadeem Faroq, arbejdsmarkedsordfører for Radikale Venstre, forkæler konen.

- Jeg synes, det er fint nok, men jeg skal ikke være med i det ræs.

Hvornår skal du så være romantisk?

- Jeg forkæler fruen en anden dag. Det er bedre at gøre det, når man har lyst, og ikke af kommercielle årsager.

Hvordan vil du gøre det?

- Det kan være, jeg inviterer hende ud at spise eller køber nogle små gaver. Bare det er spontant.

Den samme holdning er der i hjemmet hos Karina Lorentzen Dehnhardt, der er formand for Restudvalget og sidder i Folketinget for SF. Hun havde sammen med manden egentlig aftalt, at der ikke skulle gøres noget ud af Valentinsdag. MEN:

- Både min mand og jeg synes egentlig, det er noget romantiseret crap. Men så faldt det sammen med vinterferien, og så fik jeg den tanke, at vi skulle prøve at holde det alligevel.

Ja?

- Men så viste det sig, at det er fuldstændig umuligt at finde noget, der minder om en valentins-brunch i Kolding by. Og så kiggede vi på ferier, men det var heller ikke muligt at finde noget. Så nu er vi tilbage ved, at der ikke skal ske noget særligt i anledningen af Valentinsdag.

Familiehygge og biograftur
Ikke alle folketingspolitikere var mødt på Christiansborg i dag. Formand for Ligestillingsudvalget, Merete Riisager fra Liberal Alliance, var taget i Harboøre Centret med manden og børnene.

- Det er vores måde at markere det på. Romantik behøver i min optik ikke at være noget med hvide duge og dyrt indkøbt champagne. Det handler om samværd, og at man har tid til at glæde hinanden.

Valentinsdag er jo netop en dag, hvor man glæder hinanden?

- Ja, og det er også fint med nogle markører i løbet af året, hvor man lige husker hinanden på, hvorfor man er sammen, men jeg har ikke det store behov for blomster og så videre. Så vil jeg hellere flette fingre med min mand i Harboøre Centret.

Er der romantik på menuen senere?

- Haha... Ikke noget, jeg vil fortælle dig om. Det kan være, jeg går en lang tur ved stranden hånd i hånd med min mand.

Familieordfører for Dansk Foleparti, Mette Hjermind Dencker, der danner par med Mikkel Dencker, som også sidder i partiets folketingsgruppe, har indtil videre ikke haft den mest romantiske Valentinsdag.

- Jeg tror først, det er den dag, jeg er død, jeg får blomster af min mand.

Parret arbejder begge hjemmefra i dag, men der er ikke lagt op til ekstra romantik af den grund, fortæller Mette Hjermind Dencker:

- Der er nogle møder, som vi begge skal deltage i, og selvom vi går tæt op ad hinanden, har der ikke været optræk til noget.

Skal der ske noget senere?

- Ja, vi skal ud og spise fem-retters menu på restaurant og så i biografen bagefter. Så lidt romantik på Valentinsdag bliver det da til.

Valentinsdag? Hvad?
Det er ikke alle folkevalgte, der overhovedet har skænket årets Valentinsdag en tanke. Formand for Forsvarsudvalget, Venstres Karsten Nonbo, giver ikke meget for røde roser og fyldt chokolade.

- Hvornår er det, det er Valentinsdag, spørger han, da Dagens.dk fanger ham på mobilen.

Det er i dag.

- Nå, for pokker. Jamen, det er ikke noget, vi holder. Vi har haft et langt og dejligt liv sammen, og det markerer vi, når vi har lyst.

Er Valentinsdag ikke en meget god dag at gøre det på?

- Jeg synes egentlig, det er massehysteri. Hvis man ikke kan være romantisk i hverdagen, så bliver det altså lidt påtaget. Det er bedre at være spontan.

Hvad gør du, når du er romantisk?

- Det er vist bedst, jeg holder det for mig selv.

Formand for Beskæftigelsesudvalget og indfødsretsordfører for Socialdemokraterne, Lennart Damsbo-Andersen, er også skeptisk:

- Det er ikke noget, vi markerer.

Hvorfor?

- Det har jeg ikke noget godt svar til. Jeg tror, det har noget med vores alder at gøre. Valentinsdag er jo lidt en nymodens tradition.

Enhedslistens Lars Dohn er langt fra tilhænger af Valentinsdag:

- Jeg har et ligeså romantisk forhold til Valentinsdag som til mors dag og fars dag. Det er nogle underlige, kommercielle dage, og jeg bryder mig ikke om det. Og da slet ikke, hvis det kommer fra USA.

Betyder det så, at der ikke er romantik i hjemmet i aften?

- Det vil vise sig. Jeg tror bare, det er vigtigt at gøre lidt for hinanden hver dag i stedet for at gøre et stort nummer ud af det.

- Min kone og jeg bor i bofællesskab, hvor vi spiser sammen. Og i dag er det jo lille-fredag, og det vil sige, at vi må tage vin med. Så det bliver spændende at se, hvad det udvikler sig til.

Dagens Gossip