Vadehavet og Stevns Klint udpeget som unik verdensarv

Først var det Stevns Klint. Nu er også den danske del af Vadehavet blevet optaget på FN-organisationen Unescos prestigefyldte liste over verdens naturarv. Det oplyser Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

Listen tæller allerede legendariske steder som Grand Canyon i USA og Galapagosøerne, men hidtil har Danmark kun været repræsenteret med naturområder via den grønlandske isfjord Ilulissat.

Til gengæld er Danmark repræsenteret på listen over unik verdenskulturarv med Roskilde Domkirke, Jellingstenene og Kronborg.

Miljøminister Kirsten Brosbøll (S) glæder sig over, at den danske del af Vadehavet nu har fået det eftertragtede kvalitetsstempel fra Unesco.

- Kvalitetsstemplet som verdensarv kan gøre Vadehavet til en grøn turistmagnet for hele verden, og sammen med Tyskland og Holland kan vi nu markedsføre Vadehavet som en helt unik naturoplevelse verden over, siger hun i en pressemeddelelse.

Når det gælder Stevns Klint, så siger kulturminister Marianne Jelved (R) i en pressemeddelelse, at hun er "stolt over, at Unescos verdensarvskomite har anerkendt Stevns Klints helt unikke værdi."

- Og ikke mindst over, at Danmark dermed endnu en gang har bidraget til den fælles verdensarv og på den måde er med til at binde bånd på tværs af landegrænserne, siger hun.

Den hvide Stevns Klint er unik, fordi der på stedet er spor efter det 66 millioner år gamle gigantiske meteornedslag, som udryddede dinosaurerne.

I dag besøger anslået 100.000 mennesker årligt Stevns Klint. Tidligere vurderinger fra Unesco lyder på, at optagelse på verdensarvslisterne typisk betyder en turistmæssig fremgang på 30 til 60 procent.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV