Vadmand bliver ottende Brøndby-direktør siden 2007

Skrevet af admin

28/08/2015

Dagens topnyheder

Brøndby meddelte fredag, at tidligere Illum-chef Søren Vadmand bliver klubbens nye administrerende direktør (CEO) fra 1. september. Dermed bliver han den ottende direktør i klubben, siden Per Bjerregaard forlod kontoret i 2007.

Vadmand afløser Jesper Jørgensen, der vender tilbage til sin tidligere stilling som økonomichef (CFO) i klubben.

Den tidligere Illum-chef bliver det ottende navn i direktørstolen, siden klubveteranen Per Bjerregaard forlod jobbet i sommeren 2007 for at blive bestyrelsesformand.

Efter Per Bjerregaard hed direktøren en overgang Ole Palmå. Han nåede lidt mere end et halvt år i direktørstolen, men kom siden tilbage igen.

Reklamemanden Hermann Haraldsson overtog jobbet i april 2008 og blev fyret igen knapt 18 måneder senere.

Haraldsson blev i efteråret 2009 erstattet af Frank Buch-Andersen, som i forvejen var bestyrelsesmedlem i klubben. Frank Buch-Andersens optræden i klubben blev kort.

Han stoppede et halvt år senere på grund af uoverensstemmelser med bestyrelsen om "væsentlige ledelsesmæssige forhold", lød det dengang på klubbens hjemmeside.

Efter Buch-Andersen vendte Ole Palmå tilbage som direktør fra en anden stilling i klubbens organisation.

I december 2010 meddelte Brøndby så, at Jan Lockhart var ansat som ny direktør og afløser for Palmå.

I sommeren 2012, 18 måneder senere, stoppede han igen, og Tommy Håkansson, som også har haft en rolle i bestyrelsen, blev konstitueret som administrerende direktør.

Der sad han frem til februar 2014, hvor blev afløst af Jesper Jørgensen, der siden 2009 havde været økonomichef i klubben.

Jørgensen nåede halvandet år i direktørstolen, før Søren Vadmand nu overtager tøjlerne, mens Jesper Jørgensen rykker tilbage som økonomichef.

/ritzau/