Væddemål med pralerøv endte i groft gaderøveri

Skrevet af Michael Lauritsen

13/08/2013

Dagens topnyheder

Underligt og dumt. Sådan beskriver Københavns Politi et gaderøveri, som fandt sted natten til mandag på hjørnet mellem Gothersgade og Nørre Voldgade i København.

Nu efterlyser det en mand og en kvinde efter episoden, hvor en 21-årig mand endte med at blive 2000 kroner fattigere og en stor forskrækkelse rigere.

Alarmen gik klokken 01.44.

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og information

Den 21-årige mand gik forbi en ung mand og en ung kvinde, der stod og diskuterede. Den unge mand påstod, han kunne stjæle en bil på syv sekunder.

Praleriet var så interessant for den 21-årige, at han valgte at blande sig i diskussionen Til sidst indgik han et væddemål på 200 kroner om, hvorvidt det kunne lade sig gøre.

- Forurettede må åbenbart have syntes, det lød for godt til at være sandt, siger vicepolitikommissær Hans Sinding fra Københavns Politi til Dagens.dk.

Han oplyser, at de tre ikke kendte hinanden i forvejen.

De tre gik sammen til en hæveautomat i Nørre Voldgade. Her hævede den 21-årige mand 2000 kroner.

Den unge mand skubbede den 21-årige til side og tog hævekortet og de 2000 kroner, hvorefter han spurgte: "Vil du dø for det her?"

Gerningsmanden og kvinden prajede herefter en taxa og kørte fra stedet.

- Det er en underlig sag. Og lidt dumt. Men vi betragter det stadig som et røveri. Det sker med trusler om vold, og det er alvorligt, siger Hans Sinding.

Manden og kvinden beskrives således:

A: Mand, dansk, cirka 25 år, 180 centimeter høj, halvbuttet, iført jeans og grå trøje.

B: Kvinde, dansk og halvbuttet.

Oplysninger i sagen kan gives til Station City på telefon 114.