Vægelsindede briter skaber aktieudsalg Europa over

Skrevet af admin

13/06/2016

Dagens topnyheder

Den britiske folkestemning har sat aktiemarkederne på den anden ende. Storbritannien skal 23. juni stemme om sit fortsatte medlemskab af EU, og fra at vise et sikkert ja til at blive i EU er meningsmålingerne nu delte.

Den seneste meningsmål viser endda et lille flertal for et farvel til EU ved afstemningen. Det har sendt aktierne på retur over hele Europa.

I Danmark går det ud over OMX C20 Cap-indekset, der falder med 2,2 procent. Det er fjerde dag i træk med fald, og indekset er nu dykket 6,5 procent.

- Der er nogen, der er begyndt at blive bekymrede. Sandsynligheden for et nej er større, end investorerne havde forventet. Det fleste havde regnet med et klart ja, men nu viser det sig, at det kan ende med at blive et nej.

- Og gør det, så kan det være meget fornuftigt at have trukket sig en smule fra europæiske aktier, siger cheføkonom hos Sydbank, Jacob Graven.

Et britisk farvel til EU, et såkaldt brexit, vil give stor uro på det finansielle markeder. London er Europas finansielle centrum, og Storbritannien er EU's andenstørste økonomi mål på BNP.

Mens meningsmålinger giver dødt løb, så hælder bookmakerne fortsat til et ja. Betfair sætter sandsynligheden, for at Storbritannien bliver til 64 procent. Det er dog et fald fra 78 procent for få dage siden.

- Momentum er bag nej-siden, og der ser nu ud til at være mere støtte til brexit end nogensinde før, skriver ETX Capital i en kommentar.

Det hjælper ikke på humøret, at investorerne har rigeligt med andre bekymringer ud over en potentiel, britisk nejstemme.

Den kinesiske økonomi viser svaghedstegn, den økonomiske vækst er svag og i USA lurer en rentestigning.

- Alle er bange. Der er for mange ting i kalenderne til, at investorerne tør satse, siger strateg ved Tokyo Securities Ryuta Otsuka ifølge Bloomberg News.

Jacob Graven forventer da også fortsat tumult.

- Man kan roligt regne med store udsving. Og skulle det ende med et ja, så er alt ikke fryd og gammen.

- Det vil stadig være stor usikkerhed om EU's sammenhængskraft og økonomi, siger cheføkonomen.

/ritzau/