Væk med bopælspligten: Huse på landet skal kunne sælges som fritidshuse

Skrevet af Ann Katrine Warren

26/02/2013

Mest læste i dag

I stedet for at huse står og forfalder på landet, fordi de ikke kan sælges, skal de kunne forvandles til flexboliger, hvor bopælspligten er ophævet, og ejeren derfor ikke behøver bo der hele året.

Det er essensen i et lovforslag fra bolig- og landdistriksminister Carsten Hansen, som vil gøre det nemmere at få mulighed for at omdanne huse i landdistrikterne til fritidsboliger. Ordningen er allerede taget i brug flere steder for eksempel på Langeland, hvor man oplever, at det påvirker hussalget positivt.

- Det bevirker, at folk faktisk køber husene, og at de bliver sat i stand, så det er vi meget glade for, siger borgmester i Langeland Kommune Bjarne Nielsen (V) til Dagens.dk.

Kun i Rudkøbing holder man fast i bopælspligten. På resten af øen er det muligt at bruge husene som fritidsboliger, hvis man ønsker det.

Også i Landforeningen Landsbyerne i Danmark er man begejstrede for ordningen. Her mener man, at det kan være med til at afhjælpe problemet med forladte boligruiner på landet.

- Det er en rigtig god måde at få husene sat i stand på og beboet en del af året - og ofte ender det med at for eksempel pensionister senere flytter ud og bruger huset som helårsbolig, siger formand for landsbyerne Carsten Abild til Dagens.dk.

Han mener, at mange af husene vil blive bedre i standsat end sommerhuse.

- Det vil være huse, som han bruges hele året, og ejerne vil som regel også bruge det udover sommermånederne, vurderer han.

Carsten Abild sammenligner det med ordningen i Sverige, hvor også mange danskere køber ødegårde og sætter i stand til fritidshuset.

Det er den enkelte kommunalbestyrelse, som beslutter, om et hus kan forvandles til flexbolig, så ejeren ikke er bundet af bopælspligten. Ønsker ejeren senere at bo i huset på fuld tid, så gør ordningen det også nemt at ophæve statussen som flexbolig igen.