Vækst: Regeringen får opbakning fra OECD

Regeringen har flere gange været for optimistiske i deres skøn over, hvor stor vækst, Danmark vil opleve. Men i år er der hold i den forsigtige optimisme. I hvert fald, hvis man skal tro OECD, der i en ny rapport deler regeringens vækstskøn.

Ligesom regeringen forventer OECD en vækst på 1,6 procent i 2014 og 1,9 procent i 2015. Det er på niveau med regeringens Økonomisk Redegørelse fra december 2013, siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R):

- Det går ikke hurtigt, men det går stille og roligt fremad for dansk økonomi, siger Margrethe Vestager.

OECD fastslår dog samtidig, at Danmark står med en stor udfordring, når det gælder produktiviteten. Her har Danmark over de seneste to årtier tabt terræn i forhold til de ledende lande i OECD. Derfor er der fortsat brug for reformer, lyder det i rapporten.

Margrethe Vestager fastslår, at hun er enig i OECD's anbefaling om, at Danmark fortsat skal arbejde for at skabe vækst og øge produktiviteten:

- Jeg er enig i, at den spirende fremgang ikke må få os til at sænke ambitionsniveauet. Tværtimod, vi skal fortsat arbejde målrettet for at styrke vækst og beskæftigelse i de kommende år, siger Margrethe Vestager.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fastslog i sin nytårstale, at der nu er mere håndfaste tegn på et stemningsskifte i dansk økonomi. I regeringens optik er det blandt andet de mange reformer, som nu slår igennem.

- Det er glædeligt, at OECD bakker op om regeringens linje i den økonomiske politik, og opfordrer os til at fortsætte i reformsporet, siger Margrethe Vestager.

I OECD's rapport lægges der dog vægt på, at væksten også stiger, fordi landene omkring Danmark oplever fremgang, og derfor køber flere varer i Danmark.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV