Vækstplan giver op mod 15.000 nye job

Et ekstra lille skub i den rigtige retning og op mod 15.000 nye job. Det kan blive det samlede resultat af den vækstpakke, som regeringen netop har vedtaget sammen med Venstre, Konservative og Liberal Alliance.

Sådan lyder vurderingen fra Danske Bank. Cheføkonom Steen Bocian har set på, hvordan den samlede plan kommer til at virke for danske økonomi.

Skudsmålet er, at planen indeholder mange fornuftige ting, der vil lette den danske økonomis vej ud af krisen, men den vil ikke få den til at forsvinde. Dertil er vi alt for afhængige af de internationale konjunkturer, understreger Steen Bocian.

»Det er positivt, at politikerne er blevet enig om vækstplanen, da det sikrer, at danske virksomheder har mulighed for at planlægge med sikker viden om den økonomiske politik,« siger Steen Bocian.

»Men man skal ikke tro, at vækstplanen samlet set kommer til at skabe mange job i danske økonomi på den korte bane - og tallet 150.000 job, som har været brugt i debatten har ingen gang på jord,« siger Steen Bocian.

Danske Bank påpeger, at anden delen af vækstplanen, der netop er blevet vedtaget i langt højere grad kan kaldes en egentlig vækstplan. Først og fremmest fordi den går ind og sænker selskabsskatten og en række andre afgifter for erhvervslivet.

Den store skattebesparelse i 2014 kommer på energiafgifterne, som vil blive lettet med omkring 1,5 mia. kr. til næste år. Derimod sker sænkningen af selskabsskatten i et lidt langsommere tempo end oprindeligt planlagt.

Planen finansieres ved en lavere vækst i de offentlige udgifter. Det handler både om en lavere lønstigning til de offentligt ansatte samt færre offentligt ansatte.

Hos Dansk Erhverv er man naturligt nok godt tilfreds med planen. Men organisationen understreger, at det er vigtigt at regeringen trods planen holder sig på reformsporet for at få genoprettet dansk økonomi.

Dansk Erhverv mener, at det er vigtigt, at den private sektor kommer til at vokse mere end den offentlige. Hertil kommer, at planen afsætter to mia. kr. ekstra til at forbedre erhvervslivets vilkår. Endnu er det dog usikkert hvordan og Dansk Erhverv havde gerne set, at det var blevet planlagt allerede nu.

Dagens Gossip