Vælgerne: Enhedslisten har ingen indflydelse

I en ny meningsmåling foretaget af A&B Analyse for Altinget.dk mener næsten 70 procent, at Enhedslisten ikke er lykkes med at trække regeringen i en rød retning. Også blandt partiets egne vælgere har de fleste den samme dom.

Resultatet kommer ikke som en overraskelse for partiets gruppeformand, Per Clausen (Ø).

»Vi må ærligt sige, at ikke er lykkes særligt godt at trække regeringen til venstre. Det er jeg dybt skuffet over,« siger han til Altinget.dk.

Per Clausen giver entydigt regeringen skylden for, at det er endt sådan, men mener dog, at partiet på nogle punkter har fået politiske ønsker igennem. Det være sig et ambitiøst energiforlig, midler til daginstitutioner, øget indsats mod socialdumping og lempelser af udlændingepolitikken.

Valgforsker ved Aalborg Universitet Johannes Andersen sammenligner Enhedslisten med SF i 90erne og mener, at hovedforklaringen er venstrefløjens manglende pragmatisme.

»Enhedslisten udfordrer konstant regeringen på hovedsporet og indgår ikke studehandler som Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti var ofte ligeglad med hovedsporet, så længe de fik et symbolsk aftryk,« siger Johannes Andersen til Altinget.dk.

Han mener derfor ikke, at der er noget overraskende i, at Enhedslisten har haft svært ved at få indflydelse.

»Det er helt logisk, at det er endt sådan her. Når man er grundlæggende uenig i regeringens retning, så bliver det svært at samarbejde,« siger Johannes Andersen.

BNB

Dagens Gossip