Vælgerne har ringe tro på Løkkes formandsevner

Skrevet af admin

24/11/2013

Dagens topnyheder

Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, er den bedst egnede formand til at give det store oppositionsparti fremgang, mener 27 procent af de adspurgte i en Megafon-undersøgelse ifølge Politiken.

Til sammenligning peger 25 procent på den nuværende formand, Lars Løkke Rasmussen.

Vælgerne i undersøgelsen har kunnet sætte kryds ved Lars Løkke Rasmussen, Kristian Jensen og Venstres markante udenrigsordfører, Søren Pind.

Selvom formanden i det selskab ikke får størst opbakning, anlægger politisk ordfører Ellen Trane Nørby (V) et positivt syn på målingen:

- Det er ikke til diskussion, at Lars er formand. Men at vi har mange andre profiler, er kun en styrke for partiet, siger hun til Politiken.

14 procent anser Søren Pind for bedst til som formand at skabe Venstre-fremgang, mens 34 procent svarer enten ingen af de nævnte tre kandidater eller "ved ikke".

Hvis man udelukkende kigger på svarene fra de vælgere i undersøgelsen, der stemte Venstre ved 2011-valget, ser det kun lidt bedre ud for Lars Løkke Rasmussen.

Her er det omkring hver tredje - 34 procent - der peger på Løkke Rasmussen, mens 29 procent af Venstre-vælgerne peger på Kristian Jensen. 15 procent peger på Pind.

Vælgerne er også blevet spurgt om, hvem af følgende partiledere - Helle Thorning-Schmidt (S), Lars Løkke Rasmussen, Margrethe Vestager (R) og Kristian Thulesen Dahl (DF) - de anser for at være bedst egnet til statsministerposten.

Her er det slående, at hverken Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen er i stand til at høste opbakning fra mere end cirka halvdelen af de vælgere, der stemte på deres parti i 2011.

52 procent af dem, der stemte S, mener, at Thorning-Schmidt er bedst egnet til posten, mens 50 procent af V-vælgerne i 2011 peger på Løkke Rasmussen, skriver Politiken.

/ritzau/