Vælgerne: Regeringen skal fyres

Vælgerne er svære at rokke i en fart. En minister er gået af, en partinæstformand ligeså, afsløringer vælter ud fra skattesagskommissionen, Venstre kræver nulvækst i det offentlige, og jobfesten fortoner sig i fremtidens dis.

Alt det ændrer dog ikke ved, at vælgerne i en ny Voxmetermåling for Ritzau, meddeler, at de vil stemme stort set som for en måned siden og altså afsætte regeringen bestående af Socialdemokraterne, De Radikale og SF.

Regeringsblokken går frem med et enkelt mandat og står nu til at få 77 mandater mod 98 mandater til oppositionen.

Socialdemokraterne kan varme de røde vanter ved en fremgang på to procentpoint i målingen, som dog ikke overstiger den statistiske usikkerhed på op til plus eller minus 2,9 procentpoint.

Partiet får 20,2 procent af stemmerne i målingen, som lavet i ugen frem til og med lørdag 15. december.

At Socialdemokraterne er kommet tilbage over de 20 procent bliver bekræftet af et vægtet gennemsnit, som Ritzau har lavet af fem målinger for en uge siden. Det er dog knap fem point fra valgresultatet i 2011.

De Radikale går med 8,8 procent af stemmerne et procentpoint tilbage i forhold til for en måned siden. Deres formkurve har rettet sig op i løbet af den forløbne uge, hvor Uffe Elbæk blev afløst af Marianne Jelved som partiets kulturminister.

Men igen er ændringen ikke markant nok, til med sikkerhed at kunne være andet end statistisk usikkerhed.

Det samme gælder hos SF, som med 6,2 procent har mistet et procentpoint i perioden, hvor Mattias Tesfaye forlod næstformandsposten i utilfredshed med formand Annette Vilhelmsen, som afløste Villy Søvndal i oktober.

Folketingets og målingernes største parti, Venstre, går to procentpoint tilbage til 32,5 procent efter partiets landsmøde, hvor formand Lars Løkke Rasmussen krævede nulvækst i det offentlige.

Nulvækst vil borgerne opleve som nedskæringer, da der blandt andet kommer flere ældre, påpeger Venstres kritikere.

/ritzau/

 

Dagens Gossip