Vælgerne vil have lempelse i dagpengereglerne

Skrevet af admin

30/05/2015

Dagens topnyheder

Det skal være nemmere at optjene og genoptjene retten til dagpenge. Det mener 69 procent af vælgerne ifølge en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har udført for Avisen.dk blandt 2322 danskere.

Dagpenge har bidt sig fast som et centralt tema i valgkampens første dage.

På trods af vælgernes klare udmelding står politisk ordfører Maja Panduro (S) fast på, at partiet ikke vil lægge sig fast på et kortere genoptjeningskrav.

- Vi har tilkendegivet meget klart, at vi vil lave en bedre genoptjeningsret. Men det er også klart, at vi ikke vil lægge os fast på en særlig model, når arbejdsmarkedets parter har bedt om ro til at lave et grundigt stykke arbejde, siger hun til Avisen.dk.

Over 54.000 arbejdsløse har opbrugt retten til dagpenge siden 1. januar 2013, da den tidligere borgerlige regering sammen med Radikale og Dansk Folkeparti besluttede at halvere dagpengeperioden til to år og fordoble genoptjeningskravet til ét år.

Ifølge Beskæftigelsesministeriet ville en kortere genoptjeningsperiode kunne redde knap hver femte af de ledige, som har opbrugt dagpengeretten.

Men indtil nu har statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kun talt om "fornyelse", "nytænkning" og "forbedring" af reglerne for genoptjening.

SF har lørdag indgået en uformel alliance med Dansk Folkeparti om, at partierne vil kræve af en kommende statsminister - uanset om det bliver Thorning eller Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen - at der som minimum skal findes penge til en halvering af genoptjeningsperioden.

I undersøgelsen er deltagerne blevet spurgt:

Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn: "Det skal være nemmere at optjene og genoptjene retten til dagpenge"?

30 procent svarer, at de er helt enig, 30 procent delvist enig, og 16 procent svarer hverken eller.

/ritzau/