Væltede 94-årig kvinde med rollator omkuld for 25 kroner

Midt - og Vestsjællands Politi modtog i går klokken 13.24 en anmeldelse om, at ældre kvinde på 94 år fra Roskilde var blevet bestjålet.

Tyveriet skete på cykelstien ved Vognmandsmarken ud for Søvang.

Gerningsmanden hev kvindens taske op af hendes rollator, men da tasken var viklet rundt om styret på rollatoren, trak gerningsmanden rollatoren væk fra kvinden, der faldt ned på jorden med hudafskrabninger på knæ og hånd til følge.

Gerningsmanden undløb ad Søvang, med et udbytte på ca. 25 kr. i mønter som lå i tasken. Kvinden blev efterfølgende kørt til Køge Skadestue med henblik på undersøgelse for brud.

Politiet har i de seneste måneder oplevet lignende hændelser, og opfordrer derfor borgere som måtte have oplysninger, der ville kunne hjælpe i den videre efterforskning, til at henvende sig til politiet på 114.

Gerningsmanden beskrives som ca. 20 år, ca. 170 cm høj, iført sort dynejakke og med anden etnisk herkomst end dansk.

Dagens Gossip