Væltet partiformand stopper i politik

Sent onsdag aften australsk tid udtrykte den første kvindelige premierminister i Australien, at det har været tre gode, men turbulente år på posten.

»For tre år siden fik jeg den store ære at blive valgt som formand for Labor. Det var et stort privilegium, men det har ikke været et nemt miljø at arbejde i,« sagde hun ifølge theage.com.au og henviste til både interne kampe i partiet og udfordringerne ved at være i en mindretalsregering.

Kevin Rudd besluttede sig for at udfordre Gillard, efter at en række meningsmålinger har vist, at hendes regering står til at miste op til 35 pladser i parlamentet, når der er valg midt i september. Det vil sikre den konservative opposition et stærkt flertal i parlamentet, skriver Reuters.

Rudd er samtidig mere populær blandt australierne, og selvom han vil få svært ved at vinde et valg, vurderes han til at have en chance.

Julia Gillard havde selv bedt sine partimedlemmer afgøre, hvem de ønsker som formand. Begge politikere havde forud for afstemningen lovet, at de ville forlade politik, hvis de tabte.

»Vi kan ikke have en regering eller et arbejderparti, som stiller op til valget med en person, der leder arbejderpartiet, og en person, som flagrer rundt omkring som et muligt alternativ,« sagde Julia Gillard, inden hendes skæbne var beseglet.

Det er ikke første gang, hun bliver udfordret af Rudd. Det er sket ved to tidligere lejligheder, men begge gange har Gillard vundet formandsvalget.

Hun erobrede posten som premierminister fra netop Rudd tilbage i 2010. Han var ellers ganske populær, da en jordskredssejr sikrede ham magten i Australien i 2007. Dengang besejrede han de konservative, der havde styret landet i mere end ti år, og han kunne fremvise imponerende resultater i popularitetsmålinger. Men hans miljø- og skattepolitik kostede ham kollegernes tillid, og derfor kom Julia Gillard til magten.

Hun udnævnte Rudd til udenrigsminister, og den post bestred han, indtil han første gang prøvede at vælte hende i 2012.

Dagens Gossip